Da jeg stadig 1 år efter min hjernerystelse havde store gener med bl.a svimmelhed, fokusering og koncentration, anbefalede min psykolog, at jeg prøvede hjernetræning. Jeg nåede et par gange før coronanedlukningen i foråret. Det betød, at jeg havde synsøvelser til sommeren, plus de træningsforslag Mette sendte til os løbende. I efteråret var vi en gruppe med forskellige udfordringer (kræft, stress, hjernerystelse). Det var intet problem- vi opdagede hurtigt vi havde de samme udfordringer trods årsagen dertil er forskellig
Vi havde fysiske, korte (ofte sjove) øvelser i koncentration, koordination og fokusering og sluttede af med en afspændingsøvelse eller en samtale om udvalgte emner (træthedstegn, grænser, koncentration, tankemønstre, hukommelse og copingstrategier). De fysiske øvelser havde en stille progression fra gang til gang, så jeg kunne registrere fremgang – eller hvad ”dagsformen” gjorde ved mig. Det var for mig en vigtig læring i at mærke og acceptere nuancerne i hjernens dagsform. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, og der var et trygt rum til åbenhed, fyldte emnesamtalerne mere og mere, og det var lige så meget i de fælles erkendelser, at jeg hentede ny energi.
Mette er meget nærværende og engageret i hver enkelt person. Samtidig styrer og støtter hun gruppedynamikken i en åben og udviklende retning. Mange øvelser bliver løbende udleveret på papir, så man (de disciplinerede) kan fortsætte hjemme, jeg er nok mere typen, der kunne finde på at tage en omgang mere😉. Selvom jeg har mærket fremgang på hukommelse, koncentration og selverkendelse, har øvelserne en karakter, der gør at de stimulerer på det niveau, den enkelte er.
Maggie Aagaard