Ensomhed i forbindelse med kræft
”Selvom en masse hjalp mig og gjorde en masse gode ting, så helt inderst inde følte jeg mig alligevel ensom og alene. – ingen vidste, hvad det var, jeg var igennem, og havde prøvet det på egen krop.” Tove, 47 år.
At føle sig ensom og alene i forbindelse med at få kræft og være i behandling er ganske naturligt. Det er kun dig, der rent fysisk og psykisk gennemlever det at have/have haft kræft, at lægge krop til undersøgelser og behandling mv. Selvom dine omgivelser gerne vil hjælpe og være forstående, så har de fleste ikke prøvet det selv.
En anden form for ensomhed kan være, at du på grund af manglende overskud og træthed trækker dig fra sociale sammenhænge enten i din egen familie eller i vennekredsen. Eller du oplever, at dine omgivelser har svært ved at håndtere, at du har kræft, og ikke ved, hvad de skal gøre. De trækker sig derfor eller kontakter dig ikke, som de plejer at gøre.
”Jeg følte mig anderledes i forhold til de andre – jeg var syg, og de var raske… og ja, indrømmet, indimellem var jeg faktisk også jaloux på dem.” Birgit, 56 år.
Det kan ofte være hårdt og svært for dine pårørende at høre på og følge dine tanker omkring døden, hvad det giver mening, når man har/har haft en livstruende sygdom. Måske syntes du, at de bør forstå dig, men den forventning kan du ikke altid have. De har for de flestes vedkommende ikke prøvet at være i den situation, som du er i, og har derfor ikke prøvet at se verden fra den vinkel, som du gør nu.
Hvad kan du selv gøre ved ensomheden
- Fortæl dine nærmeste om dine tanker og følelser. Hvis det er svært at beskrive, hvordan du har det, og hvad du præcis tænker, så fortæl, at det er netop det, der er svært.
- Hvis det er for svært at fortælle til dine allernærmeste, så fortæl det til en ven/veninde og lad dem hjælpe dig med at fortælle det til de andre. Du skal ikke være bange for at såre andre ved at fortælle, hvordan du har det. Ofte er det bedre at kende fakta end selv at skulle gætte sig til det.
- Du kan med fordel skrive ned, hvilke tanker og følelser du har, og lade andre læse det – og så kan I snakke sammen ud fra det. Det er dog vigtigt lige at tænke over hvem, der skal læse hvad. F.eks. kan det være meget overvældende for ens mindreårige børn at læse om, at man er meget bange for at dø. Der kan det være en fordel måske at fortælle dem det på en anden måde.
- Tal med andre, der har haft kræft, og som kender det. Det kan være gennem netværksgrupper, grupper på Facebook eller onlinegrupper som f.eks. Cancerforum. Det kan være lettere at udtrykke sine følelser her.
- Det er vigtigt, at du mærker efter, hvor mange og hvor lange besøg du kan klare. En ide kan være at aftale på forhånd med dine/jeres gæster, at de kun er på besøg 1½ time – hellere kvalitet frem for kvantitet. Det samme er gældende, hvis du/I er i byen; meld ud, at I kun er det 2 timer – ikke fordi du ikke kan lide at være sammen med dem, men fordi du vildt gerne vil være med, men ikke kan klare så meget lige nu.
- Husk, at for nogen kan det være svært at se, at du bliver træt.
- Det er okay at sige fra – og hvis det er svært, så få nogen til at hjælpe med det.
- Det kan være en god ide at få talt om, at jeres sociale behov lige nu kan være forskellige, og at din partner godt kan tage i byen alene, mens du slapper af derhjemme. Så er I friske og klar til at være sammen igen bagefter.
Sammen kan vi finde de for dig rigtige redskaber til
- At få sat ord på den type ensomhed, som du oplever, og på de ting, der er svære.
- At finde den for dig rigtige måde at fortælle om den, og hvordan du har det.
- At du mærker efter, hvad du kan holde til og får sagt fra uden dårlig samvittighed.
- At du lærer at prioritere din energi og tid og bruger den sammen med dem, der betyder mest for dig
- At du får fokus på de ting, der er vigtige for dig lige nu, og hvordan du konstruktivt handler på dem.
Læs mere om Mette her
Læs mere om Mette her
Du er altid velkommen til at kontakte mig for at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig
Kontakt mig på 28199060 eller på mette@krabek.com