Mit hår falder af
Nogle former for kræftbehandling (kemoterapi og stråler) medfører, at du taber dit hår. Kemoterapien påvirker cellerne i hårets rødder. Det kan både være på hovedet, på kroppen, øjenbryn og øjenvipper.
For mange er det meget grænseoverskridende at tabe håret, fordi det først på dette tidspunkt bliver meget tydeligt, at man har/har haft kræft både for én selv og omgivelserne. Nogle gange føles det, som om man ser på en anden person, når man ser sig selv i spejlet.
”Måske gør jeg et for stort problem ud af det hår – men for mig er det et stort problem. Det hår er en del af mig – en del af den måde, jeg ser mig selv på. Jeg har ALTID været hende med det lange, flotte, krøllede garn. Og nu er jeg så lige det modsatte – skaldet.” Kirsten 60 år
De første tegn på hårtab kan være en ekstra følsom hårbund, og at man taber flere hår end normalt, når man reder eller vasker håret. Oftest begynder man at tabe håret nogle uger efter første behandling. Hos nogle kan hårtabet komme gradvist, og hos andre kan håret falde af i løbet af få dage.
For nogle begynder håret at vokse ud igen i den sidste del af behandlingsperioden, for andre er det først efter endt behandling. Dit hår kan få en anden farve, og strukturen ændrer sig, når det vokser ud igen. Oftest bliver det dog normalt igen efter nogen tid.
Ting, du selv kan gøre
• For nogle er det rart at blive klippet, inden håret falder af. Hvis du har langt hår, kan det være det skal være af flere omgange.
• Du kan få en paryk gennem din kommune. Tag kontakt til en parykbutik /parykfrisør i god tid. Du kan nemlig få lavet din paryk, så den ligner det hår, du har 100 %. Der er frisører, der kører du til dig privat.
• Det er en god ide at fortælle andre, hvordan du har det med at være skaldet.
• Der er en masse smarte tørklæder og kasketter du bruge – også når dit hår begynder at voksne ud igen.
• Det er en god ide at beskytte din hovedbund med en solcreme med høj faktor, når du går med bart hoved.
• Hvis din hovedbund er kuldefølsom, så beskyt den mod kulden med fx med en hue eller et tørklæde.
• Vær god ved din hovedbund. Smør den i creme eller olie, især hvis den føles tør eller klør.