Føleforstyrrelser
Føleforstyrrelser i forbindelse med kemoterapi, stråler og efterbehandling som fx antihormon kaldes også nerveskader. Det er hyppigst bestemte typer af kemoterapi, som desværre skader nerverne. Føleforstyrrelserne opstår løbende under behandlingen, og omfanget er meget individuelt. For manges vedkommende forsvinder skaderne og dermed symptomerne i tiden efter, at man er stoppet i behandling. For andre bliver de desværre kroniske.
Det er både fingre, tæer, underarme og underben, der rammes. Alt efter hvilken type kræft du har, kan det også påvirke ansigtet og munden, ens strubehoved og stemmelæber samt tarmen.