Når kroppen svigter
Der findes øjeblikke i livet, hvor kroppen ikke længere føles som en ven. Måske har du oplevet sygdom, kroniske smerter, senfølger efter stress eller bare det at blive ældre i en krop, som føles anderledes end før. Du mærker måske træthed, spændinger, uro eller smerte – og det kan skabe afstand.
Mange af kvinder, jeg møder i min undervisning, fortæller, at de ikke længere føler sig trygge i deres krop. Nogle oplever, at de konstant er “oppe i hovedet” – fanget i tanker, bekymringer eller selvkritik. Andre føler, at de ikke længere kan regne med kroppen. At den svigter, spænder op, gør ondt uden varsel. De kan forudsige hvornår og har svært evd at finde ud af hvad de kan gøre. Det kan føles som forbindelsen til kroppen er blevet svag eller helt forsvundet ogde lever det meste af tiden oppe i deres hoved. Jeg siger ofte at de er flygtet op i deres hoved.
Og det forstår jeg godt og kender det alt for godt ift. perioder med stress og de senfølger jeg har efter jeg havde kræft.
Når kroppen har været igennem noget – sygdom, stress, overbelastning – så kan den begynde at føles som en modstander i stedet for en del af en man har tillid til – en base.
Men Jeg tror ikke kroppen er ikke imod dig. Den forsøger faktisk at tale med dig. Den fortæller dig, hvordan den har det – og hvad den har brug for.
Ofte beder den om det, vi har glemt at give den og dermed os selv: Omsorg. Nærvær. Tryghed.
Genfind tilliden til din krop og dig selv
Jeg tror på, at vi alle har mulighed for at genfinde tilliden til kroppen. Ikke som en hurtig løsning – et quickfix, men som en stille, rolig og nænsom rejse.
I min undervisning arbejder vi med blid bevægelse, rolige stræk, åndedrætsfokus og afspænding. Vi går ikke til grænsen – vi lærer at mærke grænsen. Vi træner evnen til at stoppe op, lytte, og lade kroppen være den, der bestemmer tempoet.
For min erfaring er, at når vi møder kroppen med respekt og ro, begynder den at svare os. Den begynder at slappe af. At trække vejret dybere. At føles lidt lettere, lidt blødere, og vigtigst af al lidt tryggere.
Og i det trygge rum – hvor der ikke stilles krav, men lyttes og støttes – kan noget nyt vokse frem. En spirende fornemmelse af tillid. En begyndende ro. En oplevelse af at være/ komme hjemme i sig selv igen.
Tillid er noget, der bygges langsomt
Tillid til kroppen handler ikke om at kunne alt, som man kunne før. Det handler ikke om at være smertefri eller stærk hele tiden. Det handler om at vide:
“Jeg er her for min krop. Jeg lytter til den. Jeg presser den ikke. Jeg møder den med omsorg – og jeg ved, at den gør sit bedste.”
Det er et skifte
- Fra kontrol til samarbejde.
- Fra præstation til nærvær.
- Fra frygt til fortrolighed.
Og det skifte begynder, når du giver dig selv lov til bare at være – uden at skulle opnå noget specifikt eller kontrollere processen. Bare mærke, lytte og støtte kroppen, som den er lige nu.
Hvis du mærker, at din krop længes efter noget andet… noget blidere, roligere og mere støttende – så ved du, at det er muligt.
Jeg inviterer dig til at tage det første lille skridt.
Du behøver ikke kunne noget bestemt – kom som du er
Du og din krop fortjener det.
